Opdateret 16/5 2023 af Erik Hansen

Mindeceremonien på GALS KLINT
Torsdag d. 4. maj 2023 kl. 1000
Arrangementet blev gennemført som planlagt.
Arrangementet blev gennemført som planlagt.



Familien MacRobert:Lady Rachel MacRobert of Tarland, Aberdeenshire - enke efter First Baronet
Alexander MacRobert har mistet alle sine tre sønner. Alle tre sønner var
piloter og den ældste Sir Alasdair blev dræbt den 1. juni 1938 ved en privat
flyvning ved Red Hill Flying Club. Den næstældste Sir Roderic blev dræbt under
en flyvning i Iraq d. 22. maj 1941 ved RAF 94. Squadron. Sir Iain, den yngste
søn blev meldt savnet over Nordsøen d. 30. juni 1941.
MacRoberts Reply:Lady MacRobert havde virkelig gode grunde til at gå
ind og yde økonomisk støtte til det britiske flyvevåben. I august 1941 sendte
hun en check på 25.000 engelske pund til køb af et Stirling bombefly. Senere på
året sendte hun yderligere en check på 20.000 pund til køb af fire Hawker
Hurricane jagerfly, som alle fik påmalet ”The MacRobert Fighter” og de tre med
sønnernes fornavne henholdsvis ”Sir Alasdair”, ”Sir Roderic” og ”Sir Iain”. På
den fjerde stod der ”The Lady”.Tilbage til Stirling flyet, som blev tildelt RAF XV Squadron d. 15. september
1941 og døbt ved en ceremoni i Wyton flyvestation d. 10. oktober 1941 med
navnet ”MacRoberts Reply”.”Mac Roberts Reply” havde sit første togt over Tyskland allerede d.12. oktober
1941 med Nürnberg som mål. På sit fjerde togt d. 28. oktober 1941 blev
”MacRoberts Reply” svært beskadiget af antiluftskyts. Efter flere ugers
reparation kom ”MacRoberts Reply” igen på togt over Tyskland d.13. december
1941.RAF XV Squadron blev flyttet fra Wyton til Lossiemouth i Skotland og her skete
der dét, som ikke må ske. ”MacRoberts Reply” kolliderede med en Spitfire og
blev så beskadiget, at flyet måtte demonteres for ad landevejen at kunne
bringes til en fabrik i Cambridge for at blive genopbygget.På vejen fra Lossiemouth til Cambridge kom transporten igennem Aberdeen, hvor
mange mennesker lagde mærke til det berømte fly, som stadig var påmalet
”MacRoberts Reply”. Adskillige ringede til Lady MacRobert, som boede i Downside
30 miles fra Aberdeen. Flyet vakte også stor opmærksomhed under resten af turen
til Cambridge. Der var mange, som blev stærkt bevæget og udtrykte frygt for
Englands fremtid, når dette stolte fly var havareret.
Det sidste togt. Efter reparationen blev flyet hentet og bragt til Wyton flyveplads d. 17. maj 1942. Et øjenvidne K.A. Murch, XV Squadron beretter, at han var flight engineer på turen til Wyton og altså den sidste, som landende ”MacRoberts Reply”. K.A. Murch fortæller, at flyet blev døbt og påmonteret familiens MacRoberts våbenskjold inden togtet til Danmark startede. Togtet til Danmark omfattede natflyvning og lasten var magnetminer, som skulle ”plantes” i Øresund. Indtil indflyvningen ved Øresund er turen gået problemfrit, men en tysk destroyer i Øresund får ram på ”MacRoberts Reply” og den ene motor kommer i brand. Piloten beslutter at afbryde missionen og returnere til England. Ruten tilbage til England over Sjælland og Fyn forløber fint, men ved Lillebæltsbroen går det galt. Flyet bliver ramt af tysk flak, som var opstillet omkring Lillebæltsbroen og styrter ned i Matilde-plantagen ved Gals Klint. Nedstyrtningen sker d. 18. maj kl.0210.
Besætningen:En Stirling bomber har normalt en besætning på 7 personer. Under denne flyvning
til Danmark var der 9 personer ombord. Årsagen til forøgelsen af antal
besætningsmedlemmer kan være en inspektion af flyet efter reparationen eller
oplæring af nye besætningsmedlemmer. Måske er det rigtige svar en kombination
af flere muligheder.Følgende 9 besætningsmedlemmer var registreret: Fligth Lt Neville Georg Richardson Booth, RAFSgt. John Bernard Butterworth, RAFSqdr.ldr. John Charles Hall, RAFSgt. Donald Jeffs, RAFSgt. Ronald Maycock, RAFSgt. Robert Nicolson, RAFFlight Officer John Patrick Ryan, RCAFSgt. Frank Leslie Sharp, RAFSgt. Anthony Spriggs, RAF
Donald Jeffs, som var flyets agterskytte, var den eneste overlevende. Donald
blev slynget fri af vraget i forbindelse med eksplosionen. Hårdt såret blev han
hængende i nogle grene, som har afbødet hans fald mod jorden. Donald Jeffs blev
indlagt på det tyske lazaret i Fredericia og senere overført til
krigsfangelejre i Tyskland. Han blev befriet af de allierede styrker i foråret 1945
og har i skrivende stund bopæl i Long Eaton ved Nottingham, England.I vraget blev kun fundet 7 døde besætningsmedlemmer. Den ottende Sgt. Ronald
Maycock blev ikke registreret og det kan formentlig skyldes, at den voldsomme
eksplosion har blæst hans ID-tegn til atomer. Efterfølgende har der været sået
tvivl om den officielle optælling af legemsdele, som sikkert dengang ikke var
særlig omhyggelig. Ingen havde kendskab til at der på nedstyrtningstidspunktet havde
været 9 personer ombord i flyet. Antallet blev først efterfølgende verificeret, hvor Donald Jeffs forklaring har
dannet grundlag for en rekonstruktion.Sgt. Ronald Maycock fik efter lange og trange forhandlinger sin gravsten.
Først i efteråret 1999 godkendte Commonwealth War Graves Commission, at Ronald
Maycock døde ved flystyrtet og hans sidste hvilested er Flyvergravene på
Assistenskirkegården i Odense. Samtidig kom tilladelsen til at opsætte en
officiel gravsten, som blev indviet ved en smuk mindehøjtidelighed d. 11. maj
2000.
Mindehøjtidelighederne
» Ansgars anlæg & Ansgars kirke
» Assistens kirkegården
» Bellinge
» Brahesholm
» Gals Klint
» Sanderum