Historien om 4. maj Komiteen

  (CVR-nummer: 4210 1443)

   af Erik Hansen:

Forhistorien til Komiteen begynder i foråret 1995, da jeg som frivillig informationsofficer ved
Hjemmeværnsdistrikt Østfyn blev sat til at planlægge markeringen i Odense af 50 året for Danmarks befrielse. Jeg skulle blandt andet finde og registrere alle eksisterende gravsteder, gravpladser og mindesten for ofrene under den tyske besættelse.
Det medførte, at jeg lærte den daværende chef for Luftmeldeeskadrille Odense Kaptajn Erik Jensen at kende og hans store viden om, hvad der var foregået i luften over Fyn under besættelsen, var medvirkende årsag til, at registreringsarbejdet blev en succes: alle blev husket, og ingen blev glemt.
Erik Jensen skrev samtidig på en bog for at delagtiggøre omverdenen i historierne bag luftkrigen på Fyn - i samarbejde med Bent Henriksen, ansat ved Odense kommune og bidt af alt, hvad der vedrører flyvemaskiner.
Søndag d.26.november 1995 blev bogen: ”Dagbogsblade Assistentkirkegården 1940-1943 Krigergravene” udgivet. I forbindelse med udgivelsen blev krigergravene genindviet med militær æreskommando, kransenedlægning og salutering.
Samme dag blev Komiteen oprette af os tre, som ved et tilfælde var blevet ført sammen.
Formålet med Komiteen er hvert år den 4.maj at gennemføre en mindeceremoni ved krigergravene og ved monumentet i Ansgars anlæg samt en mindegudstjeneste i Ansgars kirke.
Baggrunden for oprettelsen af Komiteen var en slags protest mod den officielle holdning til, at markeringen af 50 året for befrielsen skulle være sidste gang, at befrielsen skulle mindes.

Vi har valgt at kalde vort arbejde for traditionspleje - og det drejer sig i høj grad om fortsat at minde og ære de ofre, som blev bragt i den forfærdelige periode 1940-45, hvor Verden viste sig fra sin mest grufulde side.
Denne traditionspleje er gennemført i Odense hvert år den 4.maj på Assistentkirkegården, i Ansgars anlæg og i Ansgars kirke for at mindes og ære de kvinder og mænd, der var med til at gøre frihedsbudskabet fra England ”på BBC langbølge 1500 meter” muligt.
Det er Komiteens håb, at rigtig mange borgere igen møder op den 4.maj - og deltager i mindehøjligheden og til sidst tænder og sætter et levende lys i taknemmelighed, som de mange danske og udenlandske mænd og kvinder var med til at skabe - den frihed, som stadig holder ….

Komiteens traditionspleje har bevirket nære kontakter til blandt andet: Royal Air Force (RAF) XV Squadron, Lossiemouth, British Legion, Royal Observer Corps og i 2001 ligeledes 388.Bomber Group Assosation.
Det samme gælder nære kontakter til de pågældende ambassader fra henholdsvis England, Canada og U.S.A.
Traditionsplejen har også medvirket til, at en slægtning til en af de dræbte flyvere blev fundet.
Sergeant Ronald Maycock var meldt savnet ved styrtet ved Gals Klint, hvorfor han ikke fik nogen gravsten i 1942. Komiteens arbejde udvirkede at hans tilstedeværelse i flyvemaskinen på nedstyrtningstidspunktet blev accepteret og Sergeant Maycock fik sin egen gravsten i 1999. Den Britiske Ambassade forsøgte at finde nogle slægtninge, men dette lykkedes ikke. Først da Komiteen efterlyste pårørende/slægtninge over Internettet lykkedes det at finde en søster til Sergeant Maycock.
Denne søster: Mrs. Irene Davison besøgte sin brors grav for første gang i maj måned 2001. Igen i maj i år 2002 kom hun med sin datter og dennes familie for både at besøge sin brors gravsted igen, men også at hilse med den eneste overlevende fra flystyrtet ved Gals Klint: Sergeant Donald Jeffs, som samme med sin søn i år 2002 for første gang besøgte sine flyvekammeraters grave på Assistenskirkegården i Odense.
Jeffs fik en god snak med Irene Davison, som for første gang mødte Jeffs og hørte om sin brors sidste timer inden styrtet i 1942.
I alle årene siden 2001 har Mrs.Irene Davison og hendes familie nemlig besøgt Odense og deltaget i alle Komiteens mindeceremonier. Sygdom tvang Irene Davison at aflyse sit besøg i 2007, men hun ville deltage i 2008, såfremt helbredet tillader det.
Desværre nåede Irene Davison ikke at besøge os mere, idet hun afgik ved døden d.11/1-2008.
Læs mere om Maycock, Irene Davison, Jeffs og MacRoberts Reply på siden om Gals Klint.

Derudover har vi den store glæde, at vore udenlandske kontakter besøger Komiteens arrangementer trofast hvert år i maj måned. De bliver alle inviteret til at deltage i år og Komiteen forventer fortsat et repræsentativt besøg af udenlandske gæster fra de respektive lande og ambassader.
En tradition blev indført i 2001, hvor en repræsentant fra den engelske ambassade holdt en kort tale på både dansk og engelsk. Det var sergent Mark Hilton, som bragte den første hilsen fra England til borgerne i Odense.
Mark Hilton startede en god tradition - og siden har en repræsentant fra ambassaden på talerstolen i Ansgars anlæg hvert år sendt en hilsen til de mange fremmødte borgere med en tak for at fastholde 4.maj traditionen.

I 2003 havde vi også den glæde at kunne gennemføre en genindvielse af Sanderumstenen. Det var den canadiske ambassadør Alfonso Gagliano samt forsvarsattache Eric Hardy som foretog afsløringen med en smuk tale, som omhandlede de modige unge mænd, som satte livet til på frihedens alter. Afsløringen skete under fuld militær honnør, faneborg med allierede faner m.v.
Læs mere på siden om Sanderumstenen.

For Erik Jensen blev mindehøjtidelighederne i maj 2002 den sidste, idet Erik døde i september måned 2002. Komiteen har mistet sin historiker, men komiteen fortsætter sit arbejde - helt i Eriks ånd.
Bent Henriksen døde i foråret 2020, og nåede desværre ikke at opleve 25. års fødselsdagen.

NB: Bogen ”Dagbogsblade Assistenskirkegården 1940-45 krigergravene” kan erhverves ved henvendelse til Odense Kommune, Odense Slot, 5000 Odense C. Uddrag fra denne bog danner grundlag for historien, som er beskrevet for hver enkelt mindesten.

NB: Sergeant Donald Jeffs søn Phil Jeffs har oprettet en hjemmeside, hvor han fortæller historien om sin far og hans flyvemaskine ”MacRoberts Reply”.
Vi har dog skrevet vor egen beretning om "MacRoberts Reply" på dansk og den kan læses under Gals Klint.

NB: Komiteens 25 års fødselsdag i 2020 er fejret med udgivelse af et fødselsdagsskrift samt en ny pin.


Publicering af beretninger fra denne hjemmeside er tilladt, såfremt der henvises til 4. maj Komiteens hjemmeside samt både skribenten og oversætterens navne.


Side genereret på 0.0240 sekunder